Joseph Haydn (1732-1809) begynder nu ikke på bar bund. Han viderefører også bl.a. den underholdningsmusik for fire strygere af komponister som Georg Christoph Wagenseil og Ignaz Holzbauer, som han tidligere havde hørt i Wien. Haydn er den mest berømte komponist i verden i årene inden Mozart og senere Beethoven overtager titlen, og i 1750’erne lægger Haydn grunden til et helt enormt senere repertoire med sine fantasifulde og sprudlende værker for besætningen på to violiner, bratsch og cello.

Haydn er ikke blot komponist, men også forretningsmand. Da han får trykt seks nye strygekvartetter omkring julen 1781, skriver han ud til en række potentielle sponsorer blandt Østrigs adelsmænd. Han beder dem om at forudbestille et eller flere eksemplarer af de nye kvartetter, og han tilføjer, at de er skrevet ”på en ny og speciel måde (for jeg har ikke komponeret nogen i ti år).” I løbet af de ti år der er gået siden Haydn sidst skrev en strygekvartet, er især én mand dukket op med friske nye idéer, som har videreudviklet Haydns oprindelige koncept; Mozart er dybt inspireret af Haydns værker, og beundringen er gensidig; nu er det Haydn, der helt tydeligt får ny energi fra den unge kollegas videreudvikling af strygekvartetformen – og i C-dur-kvartetten kvidrer Haydn faktisk så meget, at værket får tilnavnet ”Fuglekvartetten”.

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91) er ikke blot endnu en komponist, men simpelthen et af de største genier i musikhistorien. Allerede som 5-årig komponerer han sine første stykker, og han er kun 10 år, da han skriver sin første opera. Mozart rejser som vidunderbarn over det meste af Europa, og bosætter sig senere i Wien. Han suger indtryk til sig overalt og kaster sig med lige stor selvfølgelighed over stort set alle genrer; operaer, symfonier, klaverkoncerter, sange, kirkemusik, klavermusik – og kammermusik.

I foråret 1789 bestiller Kong Frederik Vilhelm 2. af Preussen seks strygekvartetter hos Mozart. Kongen spiller selv cello, og han bliver tydeligt imponeret, da Mozart spiller for ham i Berlin. Bestillingen falder på et tørt sted, for Mozart er – som så ofte – i økonomiske problemer. Problemerne tårner sig så meget op, at Mozart alligevel aldrig får gjort arbejdet med de seks kvartetter færdig, men kun kommer halvvejs før han sælger de tre strygekvartetter, som i dag kaldes Mozarts ”prøjsiske kvartetter” til en musikforlægger for at få nogle rede penge her og nu. Alligevel sender Mozart en særlig musikalsk hilsen til kongen af Preussen i D-dur-kvartetten, hvor celloen har en fremtrædende rolle. Og det er helt umuligt at høre, at Mozart var en presset mand, da han skrev musikken – som så ofte er der absolut ingen sammenhæng mellem Mozarts sindstilstand og den musik, han komponerer.

Heller ikke Franz Schubert (1797-1828) er en komponist, hvor det altid kan høres hvor hårdt et liv, han faktisk levede. I mange år forsøger han forgæves at slå igennem som operakomponist i Wien, men det lykkes aldrig. I 1823 bliver han indlagt for den syfilis, han med stor sandsynlighed har pådraget sig i Wiens mere tvivlsomme natteliv, og i kølvandet på diagnosen følger flere perioder med dybe depressioner. Alligevel fortsætter Schubert helt til det sidste med at skabe en lang række mesterværker som f.eks. sin store strygekvintet i C-dur og de sene klaversonater.

Franz Schubert komponerer enorme mængder musik, bl.a. 15 strygekvartetter og over 600 sange, i løbet af sit korte liv. En af de sange, han skriver i 1817, har titlen Der Tod und das Mädchen – Døden og pigen. Syv år senere, i 1824, benytter han melodien i et sæt tema med variationer i anden sats af en strygekvartet i d-mol. I scherzoen, som Arild Kvartetten her spiller, citerer han til gengæld en anden af sine sange, Die Götter Griechenlandes – Grækenlands guder – som han komponerer i november 1819. Kvartetten bliver hverken opført eller udgivet i Schuberts egen levetid – den første nodeudgave af den udkommer først i 1831, da komponisten havde været død i tre år. Han dør som kun 31-årig – sandsynligvis af kviksølvforgiftning som led i forsøget på at helbrede hans syfilis – og uden at den store offentlighed nogensinde har hørt om ham. Den status, Schubert i dag har side om side med de største komponister i historien, kommer for sent.

I modsætning til Schubert når Beethoven i høj grad selv at opleve den succes, hans værker får. I 1792 kommer den 22-årige Ludwig van Beethoven (1770-1827) til Wien. Han er både talentfuld og ambitiøs – men endnu vigtigere, så har han fra begyndelsen et godt netværk blandt byens adelsfamilier. Det giver ham adgang til de bedste saloner og baner vejen for hans sociale succes. I løbet af få år står de rigeste mennesker nærmest i kø for at købe hans musik og bestille nye værker hos ham. De gør hvad som helst for at få deres navn forbundet med en super-talentfuld komponist som ham.

”Oh, I mænd, som tror eller siger, at jeg er ondsindet, stædig eller misantropisk, hvor meget gør I mig uret. I kender ikke de hemmelige årsager til at det ser sådan ud. Fra barnsben var mit hjerte og sind disponeret mildt, og jeg var ivrig efter at udføre store gerninger, men tænk nu på, at min tilstand nu i seks år har været et håbløst tilfælde, forværret af meningsløse læger, snydt år efter år i håb om forbedring, og nu kan jeg blot se frem til en varig sygdom (hvis helbredelse vil tage år eller måske være umulig) … Jeg blev tidligt tvunget til at isolere mig, leve i ensomhed … Oh, hvor hårdt blev jeg stødt væk på grund af min dårlige hørelse, og dog var det umuligt for mig at sige til mænd tal højere, råb, for jeg er døv. Hvordan kunne jeg overhovedet indrømme en sådan svaghed i den ene sans, som burde have været mere fuldkommen i mig end i andre, en sans, som jeg engang besad i højeste fuldkommenhed, en fuldkommenhed, som få i mit erhverv sikkert nyder eller har nydt … ”

Hvor Beethoven ofte bliver set som den alvorlige, tænksomme og rebelske, så er hans kollega Felix Mendelssohn (1809-47) det absolut modsatte; venlig, dannet, mild og imødekommende. Og allerede som barn viser Mendelssohn, at han har helt usædvanligt store evner – både inden for musikken, men også som f.eks. akvarelmaler, sproggeni og kapsvømmer. I 1821 møder den store tyske digter Johann Wolfgang von Goethe den 12–årige Mendelssohn, og det er nok nærmest umuligt for os i dag at forstå hvor stort et navn Goethe var på det tidspunkt; at møde ham har måske svaret til, at en 12–årig Harry Potter–fan i dag møder J.K. Rowling. Goethe er vildt imponeret af vidunderbarnet, endda selv om han i sin tid også hørte den kun 7–årige Mozart spille. Heldigvis er Mendelssohn født ind i en velhavende familie, hvor både han og søsteren Fanny, som også viste stor musikalsk begavelse, får lov til at udvikle talenterne. Men Fanny er jo pige, så det er Felix, der får lov til at stå frem som familiens store komponist.

Mendelssohn er 28 år gammel, da han i 1837 komponerer sin fjerde strygekvartet – som den midterste af de tre kvartetter i hans opus 44. Her viser han sit fuldkomne mesterskab som kvartetkomponist med en dyb forståelse af strygeinstrumenternes individuelle særkender – og i den afsluttende finalesats, med betegnelsen Presto agitato, jonglerer han virtuos med det musikalske materiale i en tilsyneladende endeløs strøm af inspireret musikalsk energi – musik, der lyder så uendelig simpel og ligetil, men som kræver et talent ud over det sædvanlige, både hos komponist og hos udøverne.

Også i Rusland bliver der skrevet strygekvartetter i 1800-tallet. Pjotr Tjajkovskij (1840-93) skriver både symfonier, operaer, balletmusik og solokoncerter – men hans produktion af kammermusik er ikke stor; tre strygekvartetter, en klavertrio, en strygesekstet og tre stykker for violin og klaver.

Og grunden til, at han overhovedet kastede sig ud i at skrive for strygekvartet i 1871, var vældig enkel: han var løbet tør for penge. Han havde godt nok et fast job på konservatoriet i Moskva, men konservatoriets grundlægger Nikolaj Rubinstein – bror til Tjajkovskijs tidligere lærer, komponisten Anton Rubinstein – foreslog ham at præsentere en koncert med sin egen kammermusik, simpelthen fordi det var billigere at stable sådan en koncert på benene end en koncert med et fuldt orkester. Kun få uger før koncerten skulle finde sted, skrev Tjajkovskij sin strygekvartet i D-dur.

Inspirationen til andensatsen fik Tjajkovskij fra en ukrainsk folkesang, Vanya sad på sofaen, der handler om en beruset bonde, der dagdrømmer om sin kærlighed. Netop den sats blev med det samme et hit og er siden blevet en af Tjajkovskijs allermest kendte. Seks år senere kunne en stolt Tjajkovskij skrive i sin dagbog efter en opførelse af D-dur-kvartetten på konservatoriet i Moskva: ”Aldrig i mit liv har jeg følt mig så smigret og stolt over min kreative evne, som da Leo Tolstoj, der sad ved siden af ​​mig, hørte min andante med tårerne løbende ned ad kinderne”. I 1888 kaldte det anerkendte tyske musiktidsskrift Neue Zeitschrift für Musik i en anmeldelse af et helt Tjajkovskij-program i Leipzig andanten for ”en slumrende lilje i dalen”.

Nogle komponister er mere selvkritiske end andre – også når det gælder strygekvartetter. Ifølge sin ven og tidligere klaverelev Alwin Cranz destruerede Johannes Brahms (1833-97) mere end tyve strygekvartetter, før han tillod de første to at udkomme på tryk. ”Det er ikke svært at komponere”, forklarede Brahms, ”men det er utroligt svært at slippe af med de overflødige toner”. Cranz har måske overdrevet antallet af tabte kvartetter – han hævdede f.eks. også, at ”adskillige hundrede” tidlige lieder havde mødt samme skæbne – men vi er formentlig gået glip af en hel del sikkert strålende musik for strygekvartet af én af de største komponister gennem tiderne.

Brahms to første ”officielle” strygekvartetter udvikler sig over en lang periode. I sommeren 1869 opfordrer Brahms' musikforlægger Fritz Simrock ham – ikke for første gang – til at lade ham få nogle strygekvartetter. ”Jeg må endnu engang bede dig”, svarer komponisten, ”om at være tålmodig. Jeg bliver mere og mere opmærksom på, hvor dårligt et liv som omrejsende virtuos er for en, som mig selv, der er så dårligt egnet til det … Desuden gjorde Mozart sig særlig umage med at skrive seks smukke kvartetter [Haydn-kvartetterne op. 10], så jeg vil gøre mit bedste for at skrive en eller to rimeligt anstændige …”

I strygekvartetten i c-mol lykkes det til gengæld Brahms at skabe et virkelig organisk sammenhængende forløb. Ikke alene vokser hver musikalske idé med fejlfri logik ud af den forrige, men hovedtemaerne i hver sats er tydeligvis opstået ud af den samme kim. Det dramatiske motiv, som bliver præsenteret af alle fire musikere i starten af ​​finalen, bliver allerede præsenteret – i en anden toneart – i den foregående sats, og stigningen og faldet i dens melodi, afspejler samtidig førstesatsens hovedtema. Det hele hænger sublimt sammen.

Mange komponister har i tidens løb været nødt til at tjene penge på andet end at skrive musik. I 1865 arbejder den tjekkiske komponist Antonín Dvořák (1841-1904) som bratschist i orkestergraven på et teater i Prag for at skaffe penge til dagen og vejen. Her møder han en smuk 26-årig skuespillerinde, som gerne vil lære at spille klaver. Dvořák forelsker sig hurtigt i Josefína Čermáková – men hans følelser bliver ikke gengældt. Ikke engang selv om Dvořák komponerer hele 18 kærlighedssange til hende. Samlingen har tekster fra Dvořáks landsmand Gustav Pfleger Moravskýs digtsamling med titlen Cypresser – og det kalder Dvořák også udvalget på de 18 sange, som skulle gøre indtryk på hans udkårne.

22 år senere vender Dvořák tilbage til sangene; han udvælger 12 af dem og arrangerer dem for strygekvartet – igen med titlen Cypresser. Den sjette, som Arild Kvartetten her har udvalgt, handler om den herlige, gyldne rose, som ikke blot jo er smuk, men også har torne, man kan stikke sig på – præcis som kærligheden. Og apropos kærlighed, så blev Dvořák jo aldrig gift med Josefína Čermáková, som var den oprindelige inspiration til de sange, der senere blev til satser for strygekvartet – men præcis som Mozart, der først var forelsket i sangerinden Aloysia Weber og endte med at gifte sig med hendes søster Constanze, så gifter Dvořák sig i 1873 med Josefínas yngre søster Anna. Måske har cypresserne virket bedre på hende.

Åh, min skønne, gyldne rose,
morgenens forårsbebuder,
din bittersøde smerte tryllebinder
hele mit liv, mine ønsker.

Med al din yndefuldhed
Bor du altid i mit bryst,
Jeg er afhængig af din godhed;
alle dårligdomme bliver helbredt på din befaling.

Nu, med en kærlig lidenskab,
som en sfinks, omfavner du mig,
dog gennemborer du med en ny torn
mit hjerte, der piner mig så slemt.

Maurice Ravel (1875-1937) er ikke som de fleste andre komponister; han bruger timer på at udvælge sit tøj og på at se så godt ud som muligt, og når han komponerer, arbejder han langsomt og omstændeligt. Han skriver ned, reviderer, og skriver om i én uendelighed – og resultatet er ofte langt fra udgangspunktet. Ravel er 27 år gammel og stadig studerende, da han i slutningen af ​​1902 begynder at arbejde på en strygekvartet i F-dur. Selv om han dedikerer kvartetten ”Til min kære lærer, Gabriel Fauré”, så er det helt tydeligt ikke Faurés musik, men komponistkollegaen Claude Debussys 10 år gamle strygekvartet i g-mol, der – i hvert fald formmæssigt – påvirker Ravel.

Fauré tilhører den gruppe af konservative lærere ved Pariserkonservatoriet, som mener, at den unge Ravel er lige lovligt langt fremme i de modernistiske sko – og Ravel bliver faktisk smidt ud af konservatoriet hele to gange. Da F-dur kvartetten blev uropført i 1904 i Paris er kritikerne da også delt op i to lejre – de entusiastiske, som store dele af publikum er enige med, og de mere kritiske, som med det samme foreslår Ravel at omskrive store dele af værket. Men Debussy råder sin unge kollega til at vende det døve øre til kritikerne: ”I musikkens guders navn, og i mit navn, skal du ikke ændre en eneste tone af det, du har skrevet”.

Som i Debussys kvartet er anden sats her en scherzo, som indledes med en pizzicato-passage, som Ravel muligvis har fundet inspiration til fra den javanesiske gamelanmusik, som havde imponeret både Debussy og Ravel, da den blev hørt første gang i Paris i 1889. Man kan også spore ekkoer af Ravels spanske afstamning i musikken – noget, han fortsætter med at vende tilbage til mange gange i sit liv.

På sit tredje år som studerende på universitetet i Wien forelskede Anton Webern (1883-1945) sig i sin kusine Wilhelmine. Weberns dagbog er fyldt med lidenskabelige svadaer kombineret med billeder af naturen, der alt sammen beskriver hans lykke: "Vores kærlighed steg til uendelige højder og fyldte universet! To sjæle blev henført!" Langsamer Satz – langsom sats – for strygekvartet blev komponeret i juni 1905 som et direkte udtryk for Weberns kærlighed til Wilhelmine. De holdt i første omgang affæren hemmelig af frygt for forældrenes reaktion på et fætter-kusine-forhold – men de gifter sig i 1911, efter at have fundet ud af, at Wilhelmine er gravid. Ægteskabet blev i første omgang forhindret af den romersk-katolske kirke, som først gav sig i 1915, da tre af parrets fire børn var blevet født.

I 1904 var Webern begyndt at studere komposition hos Arnold Schoenberg, som kom til at få en altafgørende indvirkning på hans liv. Langsamer Satz blev højst sandsynligt uropført ved en privat koncert inden for Schoenberg-kredsen, men Webern offentliggjorde aldrig værket. Måske betragtede han satsen som et elevværk, og under alle omstændigheder skiftede hans kompositionsstil snart over mod Schoenbergs atonale sprog. I hvert fald var det først næsten tyve år efter Weberns død, at offentligheden for første gang hørte kvartetsatsen, da University of Washington String Quartet opførte den 27. maj 1962 i Seattle.

Langsamer Satz viser Weberns gæld til senromantikken med dens avancerede harmonier og lange melodiske linjer. Stykket består af fire grundlæggende afsnit, hvor det fjerde er en gentagelse af det første, plus en afsluttende coda.

“Vi har idag spillet min nye Kvartet og den klinger som jeg havde ventet mig, Jeg kender jo nu snart Strygeinstrumenternes sande Væsen. Forresten er det forunderligt som man i mange Aar skal lokke og kjæle for et saa sart Væsen som en Strygekvartet inden hun gi’r sig. Først nu synes jeg at være kommen nogenlunde overens med dens vigende kydske Karakter.”

Sådan skriver Carl Nielsen (1865-1931) til en af sine gode venner dagen inden den første opførelse af strygekvartetten i F-dur. Opførelsen finder sted ved en kammermusikaften på godset Fuglsang på Lolland den 10. august 1906. Nielsen komponerer kvartetten på et tidspunkt, hvor han samtidig arbejder intensivt med operaen Maskarade, og den offentlige uropførelse finder sted den 30. november 1907 ved en ren Nielsen-kompositionsaften i København. Kvartetten får i første omgang opusnummeret 19 og undertitlen “Piacevolezza” (Behagelighed) – men Nielsen stryger senere undertitlen, måske fordi der faktisk ikke er ret meget behagelighed over musikken, som bevæger sig ind og ud af tonearterne, så man hele tiden møder noget uventet. Politikens anmelder Charles Kjerulf skriver efter uropførelsen: “Hvis det, som de fire Herrer Strygere sad deroppe og spillede, for Alvor skal opfattes som skøn og god Musik, ja saa har de Herrer Beethoven, Mozart, Schubert, Schumann og Konsorter – Wagner og Tschaikowsky med – hele Banden, ogsaa vore egne med Hartmann og Gade i Spidsen – saa har de alle sammen taget os ved Næsen, ja brugt falsk Varebetegnelse. Og saa er Ischias ogsaa en Musiknydelse. For det er ogsaa meget ubehageligt.”

Carl Nielsen reviderer senere kvartetten, og den nye version bliver opført flere gange i 1919 inden Nielsen sandsynligvis endnu engang arbejder videre med værket. Først i 1923 bliver kvartetten i F-dur udgivet af Edition Peters i Leipzig, men nu uden undertitel – og med opusnummeret 44.

Igor Stravinsky (1882-1971) skrev sine tre stykker for strygekvartet i sommeren 1914, mens han boede i alpebyen Salvan syd for Genèvesøen. Partituret er blevet beskrevet som "et fuldstændigt oprør, ikke kun mod strygekvartetten som traditionelt opfattet, men mod selve strygeinstrumenternes natur." Stravinsky elskede at eksperimentere med nye lyde og stilarter, og gennem hele værket sætter han tilsyneladende en ære i at afskrive den traditionelle tilgang til at skrive for strygekvartet og erstatte den med noget helt nyt. De tre stykker er faktisk en udløber af Stravinskys arbejde med de ikke-klassiske rytmer og melodiske konturer af russisk bondemusik, som han også benytter i sin balletkantate Les noces, som han skriver samme år. Med sine små rytmiske og melodiske bidder gentaget med små ændringer, ser Stravinsky ud til at være snublet over et minimalistisk ordforråd mere end et halvt århundrede før komponister som Philip Glass og John Adams skriver deres værker.

Den næsten atonale andensats er inspireret af en optræden af ​​den engelske music hall-klovn, Little Tich, som komponisten havde set i London et par uger før. Stravinsky bemærkede, at ”de pludselige, spastiske bevægelser … rytmen – endda musikkens stemning eller vittighed – blev alt sammen beskrevet af den store klovns kunst”. De tre stykker for strygekvartet bliver uropført den 8. november 1915 i Chicago. Stravinsky tilføjer senere titler til de tre satser, da han arrangerer værket som de første tre af sine fire etuder for orkester i 1928. Anden sats får titlen Excentrique.

Han er et lille, skrøbeligt barn med eksem over hele kroppen. Men hovedet er der ikke noget galt med. Den lille Béla Bartók (1881-1945) fra den ungarske provins – fødebyen hedder såmænd Nagyszentmiklós – er musikalsk på en måde, som er langt forud for de fire år, han i 1885 er ifølge dåbsattesten. På det tidspunkt kan han allerede selv spille 40 forskellige stykker på klaver, og før han havde lært at sige sin første hele sætning, kunne han skelne mellem forskellige danserytmer, når hans mor spillede for ham.


Bartók spiller sin første solokoncert som pianist som 11-årig, bl.a. en komposition han allerede skrev to år tidligere. Der er ingen tvivl; konservatoriet og en uddannelse som musiker og komponist venter forude. I begyndelsen er hans store forbilleder som komponist tyskerne Richard Strauss og Johannes Brahms og franskmanden Claude Debussy. Men sammen med sin ven og komponistkollega Zoltán Kodály rejser han rundt og indsamler masser af folkemusik, ikke bare i Ungarn, men også i det omkringliggende Balkan, Tyrkiet og Nordafrika. Han lytter til spillemænd og gamle koner, der synger sange og melodier, de har lært af de forrige generationer, og som ingen har tænkt på at skrive ned for eftertiden.

Den fjerde strygekvartet er gennemsyret af elementer fra ungarsk, rumænsk og bulgarsk folkemusik. Den er skrevet i 1928, og det er her, vi første gang hører det berømte ”Bartók-pizzicato” - hvor musikerne knipser strengen hårdt nok til at få den til at "klikke" ned mod selve instrumentet, og i anden sats, som Arild Kvartetten her spiller, benytter alle fire musikere sordiner – dæmpere – på strengene. Bartóks fjerde strygekvartet er tilegnet Pro Arte-kvartetten og blev første gang opført af Waldbauer-kvartetten i Budapest i 1929.

Tre dage. Det var alt, hvad den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj (1906-75) skulle bruge for at skrive sin ottende strygekvartet i sommeren 1960. Det er et faktum, at Sjostakovitj på det tidspunkt arbejdede i Dresden – som blev næsten totalt smadret under 2. verdenskrig – med musikken til en sovjetisk-østtysk film. Det er også et faktum, at Sjostakovitj gav kvartetten undertitlen Til minde om ofrene for fascisme og krig. Alt andet ved denne kvartet, dens tilblivelse og dens betydning, har til gengæld været genstand for adskillige modstridende teorier og analyser.

I Vidnesbyrd, en bog, der foregiver at være komponistens erindringer fortalt til den russiske journalist Solomon Volkov (og udgivet i Amerika efter Sjostakovitjs død), modsiger Sjostakovitj sin egen inskription, idet han siger, at kvartetten klart er ren selvbiografi, og at det i virkeligheden handlede om hans egne kampe mod stalinistisk totalitarisme.

Men der er også grunde til at tvivle på denne beskrivelse. Vidnesbyrd er blevet beskyldt for at være mere Volkovs version af, hvad han troede, vesterlændinge ønskede at læse, end Sjostakovitjs egne ord, og indholdet har vist sig at være i det mindste et delvist falsum. Så selvom den ottende kvartet tydeligvis er fuld af en form for betydning, er det uklart præcis hvad denne betydning kan være. Er det en ortodoks sovjetisk kunstners personlige afsky mod fascisme? Er det en godt forklædt protest mod sovjetstaten? Eller er det mon et generelt ramaskrig mod totalitarisme af enhver art? Alle disse teorier er blevet fremført, og det er usandsynligt, at vi nogensinde vil vide med nogen sikkerhed, hvad Sjostakovitjs egentlige budskab var – eller om der overhovedet var et specifikt budskab i musikken.

En anden komponist, som også tumlede med dystre tanker om det 20. århundrede, da han skrev på en strygekvartet, er lettiske Peteris Vasks (1946-). Han skrev sin fjerde strygekvartet lige op til årtusindskiftet, og han har selv sagt om værket:

"Mens jeg arbejdede på partituret, reflekterede jeg ofte over det forgangne århundrede. Mine refleksioner var dystre. Der har været så meget blodsudgydelse og ødelæggelse, men alligevel har kærlighedens kraft og idealisme været med til at holde verden i balance. Jeg ønskede at tale om disse ting i min nye kvartet, ikke fra sidelinjen, men med direkte følelser og følsomhed.”

Vasks komponerede denne kvartet i det sidste år af det 20. århundrede for at fejre sin mors 90-års fødselsdag – hun som jo havde gennemlevet de enorme omvæltninger, som århundredet havde bragt til Letland – ikke mindst som en del af frontlinjen i to verdenskrige. Kvartetten fik sin uropførelse i Théâtre de la Ville i Paris i maj 2000.

Den første Toccata – af værkets i alt to – begynder med brutale akkorder, hårde rytmer og overraskende harmonier. Synkoperede accenter i rytmen skaber en rasende spænding, da denne korte sats på én gang agiterer og begejstrer. Vasks beskriver selv kvartetten som en personlig vej ud af tidens kriser:

”Når jeg tænker på nutidens liv, er det umuligt ikke at se, at vi balancerer på kanten af ​​tidens ende. Den er skræmmende tæt på. Men er der nogen mening i at komponere et stykke musik, der kun afspejler vores væren et skridt væk fra udryddelse? Efter min mening søger enhver ærlig komponist efter en vej ud af sin tids kriser – mod bekræftelse, mod tro. Han viser, hvordan menneskeheden kan overvinde denne passion for selvudslettelse, der fra tid til anden blusser op i en søjle af sort røg.”